Fortællingen som fortolkningsramme

Af psykolog Birgitte Jepsen
 
”Vores liv bliver levet gennem fortællinger. Hver eneste dag udsættes vi for mange indtryk. Fortællinger er den måde, vi både som individer, som organisationer og som kultur organiserer vores fortolkninger på. Det kan både handle om de indtryk, vi får, og de episoder, vi indgår i.
 
Fortællingen bliver den fortolkningsramme, vi sætter vores erfaringer ind i, og fortællingen bliver kontekst for vores fortolkning. Gennem vores fortællinger giver vi mening til det, vi har erfaret. Vi danner altså mening ved at fortælle, og i processen udvælger vi de episoder til at danne fortællingen med, som passer ind i vores foretrukne fortolkning – eller i den foretrukne fortolkning, som andre påfører os.”
 
Sådan skriver Margrethe Gade og jeg i vores bog ”Coaching i organisationer. Teori og værktøjer i arbejdslivet”, som vi udgav sidste år på Hans Reitzels Forlag, og som bl.a. er en del af pensum på Axepts coachuddannelse.  

Dette aspekt om fortællinger har litterater og antropologer gennem tiderne været meget opmærksomme på, men det er først i slutningen af sidste århundrede, at de metoder, som litteraturanalytikere og antropologer og andre har arbejdet med, har fundet vej ind i psykologien.
 
I bogen giver vi eksempler på, hvordan vi kan arbejde med fortællinger, hvorfor de er vigtige, og hvad vi bruger dem til.
 
Vi er i sommerhumør og sælger bogen med 10% rabat i hele juni og juli.
Bestil den her