Hjernens netværk kan ses som et vejnet. Hvis vi primært har store, lige motorveje, kan vi sagtens komme rundt. Men hvis en af vejene pludselig bliver spærret, kan der være områder, vi ikke kan komme frem til.
Det er det samme i hjernen. Hvis hjernen oplever mange gentagelser af den samme øvelse, f.eks. sudoku, bliver hjernen særligt effektiv på netop det punkt. Det svarer til, at vi får bygget en motorvej på den forbindelse i hjernen, vi bruger, når vi løser sudoku. Hvis vi tror, at vi har trænet hele hjernen, fordi vi har løst sudoku i tyve år, tager vi fejl.
Vi har trænet nogle specifikke funktioner, og det er selvfølgelig superfint at have sådan en motorvej, men det er det at have et veludviklet netværk, der vigtigst. Hvis der kommer en prop og sætter sig i blodkarrene til netop den ene motorvej, er det jo bare slut, siger læge og hjerneforsker Ellen Garde.
Derfor plæderer hun for, at vi skal skabe så mange forbindelser som muligt i hjernen. Vi skal helst både have nogle store, brede hovedveje, men også små genveje og smutveje. På den måde kan vi tage en omvej, hvis motorvejen pludselig bliver lukket.
Lad os forestille os vejnettet omkring Los Angeles. Når vi ser det oppefra, ser det fuldstændigt absurd ud, men det er faktisk sådan et, vi skal have oppe i hjernen.
I det daglige liv kan vi altså sagtens fungere udelukkende med motorveje på førstesalen, men når det med alderen kommer til at knibe med synet, hørelsen eller bevægeligheden, kan vi pludselig opleve, at vi ikke længere kan bruge den vej, som vi ellers er kørt ad hver dag. Og derfor skal vi komme det i forkøbet og huske at træne hjernen løbende, så vi får dannet nogle omveje.
For også at få dannet de mindre veje, bør vi sørge for at skabe afveksling i hverdagen. De fleste af os har mange fastgroede vaner, som vi slet ikke tænker over.
Derfor kan vi udfordre os selv ved at gøre op med nogle af vanerne og kigge på, hvilke der er mest fasttømrede og så forsøge at skabe lidt afveksling.
Kilde: Femina.dk