Vi har alle sammen hørt om hjerneceller, og om hvordan vi er født med en bestemt mængde, som kun bliver lavere gennem livet, og om hvordan vi mister en portion, hver gang vi slår hovedet.
Det er rigtigt nok, at vi er født med en vis mængde neuroner, som hjernecellerne egentlig hedder, og det er også rigtigt nok, at en stor del af disse neuroner forsvinder med tiden. Modsat hvad man tidligere har troet, er det dog ikke kun mængden af hjerneceller, der har betydning for hjernens funktion.
Hjerneforskerne fokuserer nu også på det, der forbinder neuronerne: Hjernens netværk. Netværkets lange udløbere sørger for kommunikationen mellem hjernecellerne, forbinder de forskellige funktionsområder i hjernen og sender beskeder til og fra kroppen. Og det er netop her, hvor vi selv kan gøre en aktiv indsats for hjernen – også selv om vi er kommet op i alderen.
Ifølge Ellen Garde, som har forsket i hjerner i adskillige år, kan og skal man arbejde med hjernens netværk hele livet.
– Vi bliver født med et meget sparsomt netværk. Derfor er det noget, man skal arbejde med ved at træne sin hjerne hele livet. Hvis man gør det, kan man udvikle sit netværk og gøre hjernen stærkere – også når man er blevet ældre, siger hun.
Kilde: Femina
Kilde: Femina