Velkommen til Axept - uddannelse og udvikling
Velkommen til Axept - uddannelse og udvikling
Indkøbskurv 0

Coaching som min rejsefælle - en personlig fortælling

Axept A/S coaching

Af psykolog og coach Birgitte Jepsen

Jeg sidder i skrivende stund og reflekterer over den fantastiske rejse, coachingen og jeg har været på igennem en lang årrække. Det har atter været en skøn arbejdsdag i coachingens tegn. Dage, som jeg efterhånden har haft nogle tusinder af – eller deromkring, smil. Og jeg glæder mig over dem – hver dag.

Tænk sig at være så privilegeret at få lov til være en del af andre menneskers udvikling, deres indre tanker, drømme, udfordringer og følelser. Adrenalinen flyder i mine årer, oxytocinet strømmer til min hjerne, hjertet banker, og maven bobler af glæde. Netop fordi du - der kom tung, træt og opgivende ind ad døren – gik opløftet med håb i blikket og nye indsigter ud af den igen.

Regndråberne trommer på mine vinduer, fuglene synger en sang i de trætoppe, jeg lige akkurat kan skimte fra første sal, bilerne og menneskene på gaden nedenfor mit vindue falder i takt med hinanden – en rytme, som vugger og holder om mine tanker. De tanker, som lige har cirkuleret rundt i vores lille coachrum med de smilende grønne stole, de farvestrålende æsker, som står stolte på rad og række, landkortet på væggen, som taler sit helt eget sprog.

Jeg rives med af stemningen og min egen helt lille private rejse gennem tiden banker på. En rejse, hvor coachingen har været min trofaste og loyale rejsefælle. Gode minder toner frem i horisonten og byder mig velkommen ind i erindringens skønne univers.

Der dukker et erindringsbillede op, hvor jeg kun er en lille pige – vel omkring 5 år. Jeg har en hjemmestrikket rød trøje på med et flot mønster i den øverste fjerdedel. Min lillesøster græder (hun er 17 mdr. yngre end mig). Hun kan ikke få buksen af sin lille dukke. Jeg ved faktisk ikke, om erindringsbilledet er ægte, om det virkeligt er mit eget, eller om det er fiktion. Måske et erindringsbillede, jeg har fået fortalt så mange gange, at det nu er lagret i min hukommelse som mit ejerskab. Jeg tror, det er mit eller måske vil jeg bare gerne tro og have, at det er mit.

Men det korte af det lange er, at i stedet for at hjælpe min søster med at tage buksen af dukken, som helt klart ville have været den nemmeste og den hurtigste genvej til at få hendes gråd, som nærmer sig et hysterisk niveau, til at stoppe. Nej, som det utrolig coachende barn jeg var (smiler – eller gerne vil tro, jeg var) responderer jeg med et spørgsmål, som får min søsters gråd til at stoppe og hendes hjerne til selv at tænke en vej ud af hendes nu snart panikagtige tilstand. ”Hvordan fik du dem på?”, lød det fra mig.

Det er her tanken om fiktion, melder sin ankomst. Jeg ved nu ikke, om jeg tror på, at jeg i denne situation fik stillet dette gode coachende spørgsmål. Hvis jeg skal være ærlig, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvordan jeg nok ville have handlet utålmodigt i den situation, så har jeg nok taget dukken, revet buksen af, stukket en sut i munden på hende og kastet dukken tilbage i hendes favn med et: ”Her, hvor svært kan det være”. Jeg er jo storesøster, og de små er ofte irriterende og nogle megastore tidsrøvere.

I min fiktionserindring hører jeg min søsters kommunikative reaktion: ”Jeg knappede dem op” – flankeret af et stort forløsende smil og følgelig ivrige bevægelse til udførelse af handlingen. I dette herlige erindringsbillede kostede det mig som storesøster kun en enkelt sætning, og gråden var standset som ved at trykke på off-knappen på radioen – en sætning på kun en håndfuld ord. Det er nok en af grundene til, at jeg holder så meget fast i denne erindring.

Kommunikation er som en tryllestav, og når ordene kombineres rigtigt, som her i en et enkelt spørgsmål med retning mod en løsning, hen imod det, der kan skabe forandring, stillet i en åben form, som inviterer til tænkning og refleksion og hertil – kun 5 ord, der er til at forstå og huske, ja, så virker det og skaber gode resultater. Kun 5 ord og barnet stopper – måske er dette også fiktion – måske blev hun mere sur.

Men heldigvis siger min erindring, at det virkede. Coaching i denne rene og skønne form er min bedste rejsefælle – og der er mange skønne erindringer at tage frem.


Nyere opslag